Rejseberetning fra krydstogt på de russiske floder 2013

Rejsebeskrivelse fra krydstogt på de russiske floder 20. til 30. august 2013.

Turen udgik fra Moskva ved krydstogtskibet M/S Russ. Vi var 46 forventningsfulde deltagere i gruppen , som blev dygtigt guidet af Else. Der var i alt 250 passagerer. Der var gode faciliteter ombord. Vi fik en fortrinlig forplejning med 4 retter til frokost og til middag.

Turen var en storslået rejse gennem den russiske kultur, natur og historie. Rusland har alene i kraft af sin enorme størrelse og sine 130 millioner indbyggere, altid spillet en fremtrædende rolle i verdenssituationen.

Moskva og Sct. Petersborg er to af det store lands vigtigste byer. Moskva har ca. 12 millioner indbyggere og Sct. Petersborg ca. 5 millioner. Igennem de 10 dage fik vi et godt indblik i Ruslands historie, natur og kultur. Fra soldækket fik vi på den 1400 km lange sejlads også et godt indtryk af det omliggende landskab.

De første 2 dage var vi på byrundtur i Moskva og omegn. Vort første indtryk var at Moskva er en meget ren by med flotte brede gader og flotte bygninger. Der var en stor trafik i byen. Der er mange statuer af tidligere krigshelte fra 1. og 2. verdenskrig. På en stor kirkegård så vi mange gravminder om kendte personligheder indenfor kunst, kultur og militær.

I høj solskin besøgte vi den berømte Røde Plads, som imponerede ved de store bygningsværker. På paradepladsen øvede hesteparaden til den store militærparade, som skulle foregå den 9. september. Nærved så vi Vasilijkatedralen med de mange røde løgkupler. I udkanten af den Røde Plads lå stormagasinet GUM. I nærheden af den Røde Plads lå Kreml, som er et historisk fæstningsværk, der består af 4 paladser. Her er residens for den russiske præsident. Det russiske Parlament har også til huse her. Det hele er omgivet af Kremlmuren med Kremltårnet.

Om aftenen var et hold i Cirkus med verdensartister og et andet hold var på Moskva by nigth og en Metro tur. Turen i metroen var en kæmpeoplevelse. Mere end 9 millioner mennesker benytter den daglig, hvilket er flere end i New York og London tilsammen. Mange af stationerne i Metroen er udsmykkede med socialitisk realistisk kunst, der er så storslået, at det tager vejret fra én.

Selv om det var om aftenen vi besøgte metroen var trafikken og menneskemylderet enormt. Det havde den virkning, at mange ældre ægtepar, der for længst var holdt op med at holde i hånd, knugede sig fast til hinanden for ikke at komme bort i mylderet. Med lettere sved på panden kom alle sikre op til jordoverfladen igen. Efter metro turen gik vi en tur til den Røde Plads, som nu var oplyst, hvilket gav et helt andet udtryk end ved dagslys. Der var 22 gr. Celsius, da vi ankom til båden kl. 00.30.

Næste dag var der tur i bus 70 km nord for Moskva, hvor vi fik lejlighed til at se ruserne i hverdagen. Det var en meget tæt trafik. Ca. 9 millioner mennesker pendler ind til hovedstaden hver dag Vi besøgte kirkebyen Serguev Posad, som er et af den ortodokse kirkes allervigtigste centre. Her hørte vi et af de mangesangkor i Mariæ Himmelfarts-katedralen. Den er meget karakteristisk med 5 blå og gyldne kupler.

De næste 5 dage sejlede vi mod Sct. Petersborg via 4 floder og 2 søer ,bl.a. Ladogasøen , som er verdens største indsø. Vi kom gennem 17 sluser og der var en højdeforskel på 162 meter. Vi havde mange stop på turen med besøg i land. Her skal nævnes de vigtigste besøgsmål: I Uglich holdt Ivan den grusomme til i det 16. århundrede. Vi besøgte 4 kirker, bl.a. Blodskirken, der er opkaldt efter mordet på Dimitri ,som var Ivans søn. Han blev myrdet 7 år efter faderens død. Egnen her er meget velhavende. Vi fik oplyst at en fjerdedel af Ruslands økonomi kommer fra området.

Yaroslavi, der i dag er en af Volgas vigtigste havnebyer med 600.000 indbyggere, så vi mange velbevarede af de oprindelige bygninger og monumenter, idet byen ikke blev besat af tyskerne under 2. verdenskrig. Vi besøgte Spasky Preobrazensky klosteret fra det 13. århundrede og guvernørboligen, hvor en “datter”, der var iført en flot rød kjole fra 1700-tallet, levende viste os rundt i boligen og fortalte om familiens liv. En kvartet spillede klassisk musik, og 4 sangere sang, mens vi nød et glas champagne. Det festlige besøg sluttede med at “datteren” sammen med nogle andre dansere dansede polonaise. Til slut fik vi gæster lov til at danse med på en fejende vals.

P.gr.a. tåge måtte vi undvære et besøg i Goritsy, hvor vi skulle have besøgt en lokal landbokone. Sidst på dagen om mandagen lagde vi til på den lille ø Kizhi der ligger i den nordlige del af Onarisøen, som er europas næststørste indsø. Og er en af verdens reneste. Vi besøgte et frilandsmuseum og kom forbi et klokketårn, hvor den lokale klokker spillede et klokkespil på de 22 klokker. Højdepunktet var et besøg i den gamle trækirke, der har 22 kupler og er bygget uden et eneste søm. Sommertiden er meget kort her på øen, hvor køerne kun kom på græs i 2 ½ måned i gamle dage.

Mandrogi, der er en rekonstruktion af en gammel russisk landsby besøgte vi mange af husene, der var levendegjort med forskellige husflidshåndværkere. Der var mulighed for at købe af varerne, som fristede i de mange boder. Vi sluttede besøget med at spise en russisk Shashlyk, som var grillmad, i en nyindrettet spise pavillon.

De sidste 2 dage var vi på tur i Skt. Petersborg, som kaldes nordens Venedig, fordi den består af 42 små øer og 65 floder forbundet med mere end 6oo broer. Byen blev grundlagt af Peter den Store i 1703. Det er en moderne storby med brede boulevarder, mange parker med flotte blomsteranlæg.

I Peter og Poul- katedralen så vi kisten med kejserinde Dagmar, der døde i Danmark i 1928 og blev begravet i Roskilde domkirke. Den 26. september 2006 lev hendes kiste stedt til den sidste hvile ved siden af hendes mand Zar Alexander III. Vinterpaladset er en pragtbygning. Opført i 1754-62 af Peter den Store. Er udsmykket med enorme mængder guld og ædelstene, så man kan godt forstå årsagen til den russiske revolution. Facaden er i alt 1600 meter. Det var Katarina den Anden, der lagde grunden til den store kunstsamling. I løbet af få år opkøbte hun store kustsamlinger fra hele vesteuropa , bl.a. 2.500 malerier, 10.000 ædelstene, 10.000 tegninger m.v.

På den sidste dag i Skt. Petersborg var der tur til Sommerpaladset. Igen et helt fantastisk besøg med smukke sale, flotte malerier og smukt pyntede borde med porcelæn og bestik.

De sidste besøg gik til Petershof. Her så vi en fantastisk og imponerende park med righoldigt kunst og udsmykning med hundredevis af springvand og store guldskulpturer. Petershof er Peter den Stores russiske version af det franske Versailles slot. Peter den Store sidder oppe i himlen og griner af de mange turister (også dem fra DSA), som ufrivilligt bliver oversprøjtet med vand.

Lidt fakta om Ruslands økonomi og sociale forhold (frit efter JULIE).

Den gennemsnitlige månedsløn ligger omkring 5000 Rubler, men der er mange meget rige folk, som har kæmpestore biler. Ansatte i banker og kreditinstitutioner har de største lønninger og lærere, sygeplejersker og politibetjente hører til i lavtlønsgruppen. Alle betaler 13 % skat uanset lønniveau. Hospitals- og sundhedsbehandling er gratis, men der er lange ventelister.

Det politiske system strammer til. Mange er skuffede over situationen, og synes det var bedre i sovjettiden.

Pensionsalderen er 60 år for mænd og 55 for kvinder. Pensionen er så lav at man ikke kan leve af den. Familierne tager sig af de ældre. Ventelister til plejehjem. Der er høj inflation. Der er 11 års obligatorisk skolepligt. Der er mad til alle i skolen. Der findes mange privatskoler i Sct. Petersborg, men de er dyre.

Uddannelsessystemet var bedre i Sovjettiden. Den gennemsnitlige levealder er 58 for kvinder og 73 for mænd. Der er 2 års værnepligt for mænd. Madpriser er høje.

Afslutning:

Det er et kort referat af turen, der havde et meget vellykket forløb, bortset fra enkelte sygdomsproblemer.

Hele personalet i samlet flok gjorde alt for, at vi kunne nyde turen. Der var underholdning næsten hver dag med musik, dans og mange forskellige underholdningsindslag.

Deltagerne var også gode til at underholde sig selv med livlig snak ved spisebordet, på soldækket og i Neva baren, så jeg er sikker på, at alle vil tænke tilbage på turen med mange gode minder fra en oplevelsesrig tur til et spændende land.

Brønderslev den 2. september 2013.

Tage Enevoldsen.