Rejseberetning “Tigerens Rige”, Beijing i Kina 2009

Hold 1: 14/11-22/11 09. 24 deltagere (Carsten Christensen)

Hold 2: 20/11-29/11 09. 21 deltagere (Karlo Bech)

I efteråret 2009 måtte vi, på grund af manglende tilmelding, desværre aflyse en planlagt tur til Normandiet. En henvendelse fra DaGama Travel førte imidlertid til, at der med meget kort varsel blev planlagt en studietur til Beijing i Kina med max. 30 deltagere på holdet.

Turen blev taget godt imod og det blev nødvendigt at dele de i alt 45 tilmeldte på 2 hold. 20-30 deltagere er optimal hold- størrelse, hvor alle kan se og høre hvad der bliver vist og fortalt.

Inden vi tog af sted vidste vi godt, at klimaet var køligt i Beijing i november, men at der skulle være kulderekord, havde ingen regnet med. 

I stedet for 10-15o var temperaturen omkring 0o døgnet rundt, og der lå sne på tage og i gader. 
Vi var dog heller ikke taget af sted for at sidde på fortovscafeer, men for at stifte bekendtskab med kinesisk historie, kultur og livsform, hvilket der blev rig mulighed til med vores særdeles dygtige guider Shiua (Sara) Wang og Susanne.

Dag 1 og 2 gik med den 9 time lange flyrejse fra København til Beijing, hvor vi besøgte zoologisk have sidst på eftermiddagen for at se på panda-bjørne. Vi blev indkvarteret på et særdeles udmærket hotel i umiddelbar nærhed af Den Himmelske Freds Plads. 
Vi spiste ikke på det meget internationale hotel, men bevægede os ud byen på nærliggende kinesiske restauranter, hvor vi indtog særdeles spændende, fremmedartede men velsmagende måltider.

Dag 3 var vi på Den Himmelske Freds Plads hvor vi så Mao’s mausoleum udefra. Herefter besøg i Den Forbudte By med den nærliggende Kulhøj, hvorfra der er udsigt over hele herligheden.

Det efterfølgende besøg i Himlens Tempel gav os et godt indblik i den kinesiske religion og arkitektur, men gav også et indblik i de folkelige aktiviteter, som udfoldede sig på pladser og i parker i form af dans, gymnastik og korsang. Besøget i tehuset, hvor vi deltog i “te-smagning” var en spændende og kærkommen “varmestue”.

Dag 4 var en lang køretur ud af kæmpebyen Beijing ad de imponerende motorveje, med henblik på at besøge en kinesisk landsby, hvor vi spiste frokost, og efterfølgende vandre på Den Kinesiske Mur. Der var sne på muren, så det var en stor udfordring at tilbagelægge de 2 km, som af og til var ret ufremkommelig uden bjergstøvler.

Peking Opera er noget helt specielt – en blanding af opera og pantomine.

Dag 5 foregik igen i Beijing, hvor vi besøgte Trommetårnet, Lama-templet og det imponerende olympiske stadion (fuglereden). Efterfølgende begav vi til fods ind i de gamle beboelseskvarterer (Hutong), hvor vi mødte Beijing, som det var engang. Vi spiste et spændende måltid hos en af de familier som boede i hutonen og som efterfølgende fortalte om deres hverdag og familieliv.

Silkemuseet bød ikke alene på “silkens historie” men også på rig lejlighed til at købe silkebeklædning af enhver art samt dyner og gulvtæpper.

Aftensmåltidet var mongolsk Hot Pot hvor vi selv tilberedte kødet i kogende vand, som var placeret midt på bordet. Det er specielt, men der var almindelig enighed om, at de kinesiske retter var mindst lige så gode.

Dag 6 kørte vi igen udenfor Beijing for at se Kejserens Sommerpalads og Minggravene (kejser-gravene). Ud over disse historiske besøg så vi en fabrik, hvor de fremstillede fade og vaser m.v. med den traditionelle Cloisonnéteknik (metaltråde og glasmasse).

Dag 7 var et besøg i et stort gartneri med produktion og forædling af træer, blomster og grøntsager. I tilknytning til gartneriet var en skole for keramik og billedfag.

Herefter besøg i perle- og jade-museum med tilhørende forretning for både store og små pengepunge.

Eftermiddagen var til egen disposition, hvor der var mulighed for at se opera/koncerthus, silkemarked, akrobatik eller blot ose rundt i Beijings gader.

Dag 8 havde vi Beijing på egen hånd med masser af spændende besøgsmuligheder i forskellige forretninger og bydele.

Om aftenen samledes vi til fest- og afslutningsmiddag, hvor vi ud over forret og dessert blev præsenteret for “Peking and”, som var en særdeles spændende og velsmagende ret, der blev serveret udskåret i ganske tynde skiver af en kok med meget stor ekspertise i at bruge en kniv.

Dag 9 var efter en kort tid på egen hånd helliget hjemtransporten til Danmark.

Selv om det havde været koldt, gav alle deltagere udtryk for stor tilfredshed med turen og med det spændende indhold som DaGama Travel havde sørget for.

Som altid på rejserne med Danske SeniorAgronomer, var der en god og hyggelig stemning blandt deltagerne fra første til sidste dag.

Tekst og billeder: Carsten Christensen, rejsearrangør i bestyrelsen for DSA (undtagen holdfotoet, som er fra hold 2):